Påsken i galleriet: Kreativ workshop, bobler og kunstnerbesøg af Ina Wittbold

Påsken står for døren, og i galleriet liner vi op med et spændende program, du ikke må gå glip af! Vi får besøg af vores dygtige kunstner Ina Wittbold, som afholder kreativ workshop i teknikkerne bag hendes alco ink værker. Desuden afslører hun to nye værker – og så byder vi på bobler! Vi håber at se dig, i Galleri Det Gamle Værksted.

Kreativ Workshop i alco ink

Er der noget bedre, end at lære af kunstnerne selv? Fredag i påsken, den 15/4, er vi så heldige at få besøg i galleriet af billedkunstner Ina Wittbold, som afholder drop in-workshop, hvor du kan lære de forskellige teknikker bag hendes smukke alco ink værker. 

Det sker i tidsrummet 13-15, hvor du kan “droppe ind”, når det passer dig. Du får to færdige værker med dig hjem + en god og hyggelig oplevelse. Beregn ca. en halv time. Workshoppen koster 100,- pr person, og børn fra 10 års-alderen kan også deltage.

En snak om kunst – med kunstneren selv

Der vil også blive mulighed for at lære kunstneren bedre at kende, samt tale med hende om hendes spændende kubistiske værker, hvor hun mikser akryl og kridt fra Stevns.

I Inas verden af former og farver, kan fantasien og eventyret virkelig slå sig løs. For er det abstrakte værker med kubistiske former, eller er det et sindrigt system af trapper og bygninger, man kan gå på opdagelse i? 

For mig er der noget Arabiens nat over flere af værkerne, og jeg drømmer mig væk under stjernerne i de varmere himmelstrøg. Kom forbi galleriet og se, hvor værkerne tager dig hen, og hør om kunstnerens egen inspiration.

Se flere af Inas værker her.

Afsløring af to nye værker – Nature Morte

Ina afslører desuden to helt nye akryl/kridtværker, som vil være at se – og købe – i galleriet netop denne ene dag. De er en del af serien Nature Morte, som er en ny spændende retning, Ina for tiden bevæger sig imod. Her tager naturens elementer sit indtog, og bridrager med dennes organiske former.

Program for dagen 15/4

13-15: Drop in Workshop – lær at male med alcohol ink (beregn ca en halv time). Kom bare forbi i dette tidsrum.

15-16: Mød kunstneren bag de spændende kubistiske værker og få en god snak om kunst.

Vi byder desuden på et bobler og glæder os til at fejre påsken med jer.

Kærlig hilsen Marie, Ina og Galleri Det Gamle Værksted

Her finder du Ina Wittbold

Hjemmeside

Instagram konto

Skriv et svar