Åbningsfest i vores smukke lokaler og nye åbningstider

Første august fik vi nøglerne til vores nye butikslokaler på Frederiksberg, og dermed stod vi igen overfor en stor renoveringsopgave. Efter en måned med arbejdsdage fra morgen til sen aften, stod de dog klar, og den første september afholdt vi åbningsfest.

Det har været lidt af en rejse at flytte galleriet fra Aalborg til Frederiksberg, en rejse som kulminerede i en dejlig åbningsfest. Nu begynder hverdagen så småt at indfinde sig, og med den nye spændende udfordringer og muligheder.

Lokalerne, vi overtog, var slidte og trængte til en kærlig hånd. Det havde indtil da fungeret som antikforretning, og man kunne godt se, at der ikke var gjort meget ved stedet i mange år. Men heldigvis har vi jo prøvet den slags før 😉

Ud over at give hele stedet en grundig omgang maling, har vi etableret et dejligt deskområde med en stor hjemmebygget disk, en gulv til loft akustikvæg med sorte paneler, et kontorområde til mig og masser af god opbevaring til kunst og kunsthåndværk. Vi har desuden arbejdet meget med at udvælge og installere en god belysning, så værkerne kan nydes i fulde drag.

Butikken består af to lokaler i gadeplan – begge med dejligt højt til loftet. Desuden er der et stort kælderlokale med scene og separat udgang, som vi planlægger, skal blive til vores eventspace med mulighed for kreative workshops, forskellige kunstarrangementer og mjødsmagning – for ja, vi har nemlig også fået mjød på vores hylder. Kælderen har vi dog tilbage at renovere, men den kommer til at stå færdig til oktober, hvor vi har vores første kreative workshop. Dette bliver en workshop i alkohol ink, afholdt af kunstner Ina Wittbold, lidt i stil med denne, vi afholdt i foråret.

Som måneden gik, og åbningsdagen nærmede sig, steg vores stressniveau betragteligt. Men da åbningsfesten kom, stod alt så lige, som det nu kunne og skulle, og heldigvis med den en masse glade besøgende. Jeg lægger billeder og et par videoer ind her, så I kan fornemme stemningen på årets første efterårsdag, der viste sig fra sin smukkeste side.

Galleriets nye åbningstider:

Tirsdag 11-17.30

Onsdag 11-17.30

Torsdag 11-17.30

Fredag 11-17.30

Lørdag 11-14.00

Vi ses i galleriet 

Kh Marie

Skriv et svar